torsdag den 31. januar 2013

værelse med udsigt


Prøv lige at se her. Hvilken påhitsomhed. Jeg tror aldrig at pigen, der har indrettet dette rum i sin garderobe nogensinde keder sig.

onsdag den 30. januar 2013

vild med warhol


Tag et portrætfoto med et digitalkamera. Et nærbillede, der næsten kun viser ansigtet. Efterfølgende skal billedet behandles i Photoshop på følgende måde: Billedet hentes ind: Tryk "file" - "open" (fra den kilde hvorfra du skal hente billedet). Hvis det er et farvefoto skal det ændres til sort/hvid: Tryk "image" - "mode" - "grayscale". Derefter skal billedet laves om til felter - det sker ved at trykke "image" - "adjustments" - "posterize". Reguler på levels så billedet bliver som ønsket. Print og farvelæg. Lav evt. fire forskellige og hæng dem sammen i
bedste warholstil. 

tirsdag den 29. januar 2013

strik! strik! strik!




Her er så strikkeredskaberne, som slaskedukken er lavet på. Strikkehjulet er et stykke oversavet paprør beklædt med tændstikker og sort gaffatape. Det samme gælder for strikkelisen - her er det bare en tom toiletrulle, der lægger krop til. Dekorationstapen fuldender værket, så den næsten fremstår som en lille skulptur. Til selve strikkearbejdet kan det anbefales at bruge en stoppenål.

mandag den 28. januar 2013

slaskedukke


Garn i flere farver, et strikkehjul og en strikkelise, div. nåle og noget fyld, øjne og en perle til næse - mere skal der ikke til. Slaskedukkens hår er lavet af rullet garn hæftet til et lille rundt stykke strikket på strikkelisen. I ben og arme er der kun fyld i enderne. Jeg havde tilfældigvis noget brunt garn liggende, og den blev derfor som den blev, men jeg kan sagtens forestille mig dukken i en prinsesseudgave.

søndag den 27. januar 2013

se den lille kattekilling




Tomme toiletruller er fantastiske! Af alle genbrugsmaterialer er de mine absolutte favoritter. Der er masser af dem hele tiden, og anvendelsesmulighederne er mange. Her er det vores kat Bari, der har stået model, men toiletrullen kan blive til mange andre dyr eller skabninger med spidse ører, fx. batman, ugler, ect.

lørdag den 26. januar 2013

voila! en krop af en prop...


Jeg har altid haft en svaghed for japansk æstetik - farverne, mønstrene, maden, haverne... jeg kunne blive ved - så da champagneproppen fra nytårsaften skulle forvandles til nøgleringsvedhæng måtte det blive i skikkelse af en lille kokeshidukke. Man kan også bruge den som vedhæng til en halskæde, eller man kan male en hel lille flok og invitere til japansk teceremoni. Dog er det vigtigt at lakere den malede prop med en stærk lak inden den tages i brug.