mandag den 1. juli 2013

vind i bærgeret

Vindspil lavet af et papbærger, perler, bomuldssnor, bjælder og sugerør. En lille gave til terrassen.

fredag den 21. juni 2013

mød min familie


...som ispinde. Det her er en smadder skæg måde at lave et familieportræt på - og så kan man oven i købet lege med det. Pindedukkerne er sat fast på en træplade med velcrobånd, så de kan tages af og sættes på igen, når man ikke gider lege med dem mere. Washitape i forskellige farver og mønstre gør det ud for garderoben, og accessories i form af knapper, sløjfer, palietter ect. giver hvert familiemedlem sit særlige særkende. En permanent marker er brugt til de sorte optegninger.

fredag den 14. juni 2013

strimler med knald på


































En kunstner forærede os en masse afklippede lærredsstrimler. Der gik ikke lang tid før de blev omsat til kunstværket her. Hvert barn malede en lærredsstrimmel hver, og tilsidst blev alle strimlerne vævet sammen til et stort lærred. Dejligt med et fælles projekt en gang imellem.


tirsdag den 11. juni 2013

hulahopkurv


Jerseystof i alle afskygninger er blevet klippet i lange baner, bundet sammen og vævet på en hulahopring. Resultatet blev kurven her, som vi for sjov døbte "Erik-Bagger-Go-Home". 





































Det er vigtigt at antallet af vævestrenge altid er et ulige antal - vi brugte 15 (dobbeltstrenge) til vores kurv. Her finder du en step-by-stepinstruktion. God fornøjelse.

  

søndag den 26. maj 2013

flydende telefoner




















To iphonecovers, tolv korkpropper, to rørepinde, en plastikpose, kroge og snor, noget washitape - en dejlig sommerdag + et fyldt badebassin - mere skal der ikke til for at gøre to små piger glade. Umiddelbart lyder det en lille smule dyrt  for to små både, men alle de brugte ting er enten noget, jeg har fundet eller fået foræret (en sandhed med modifikationer). Coco og hendes veninde Freja hyggede sig i hvert fald i lang tid - både med at lave dem og senere under sejladsen. Korkpropperne er iøvrigt limet sammen med en limpistol.

fredag den 17. maj 2013

papkunst



Papkunst med masser af skønhed og sjæl. William fra 2. kl. og Lily fra 1. kl. er mestrene bag disse to collager. Som man kan se er der ingen grund til at spendere penge på dyre lærreder, når simple papplader er lige så anvendelige. 

tirsdag den 23. april 2013

larvebo
























Jeg glæder mig helt vildt til at finde en sommerfuglelarve, der kan flytte ind i mit lille observatorium, så jeg på nært hold kan følge med i dens utrolige forvandling. "Larveboet" er lavet af en lille papkasse, hvor siderne er skåret ud, og efterfølgende beklædt med net. Det er vigtigt at lakere kassen indvendigt  og lægge en vaskbar plade i bunden for at lette rengøringen af boet. Kig med her for nærmere vejledning om sommerfuglelarvers pasning og pleje.

torsdag den 18. april 2013

spræl og kravl










































Spardame her er lavet af papemballagen fra nogle hårspænder. Det skulle egentlig have været en "sprælledame", men jeg syntes, at der var rigeligt spræl i hende uden snoreværk. Arme og ben er sat fast med soldaterben. 
  


















...og så kom lille Peter edderkop pludselig til syne. Men der mangler vist et par ben.

fredag den 12. april 2013

bolettes fugl
































Min gode kollega Bolette har lavet denne skønne kreation. Igen, igen er det et paprør, der spiller hovedrollen. Hun har dekoreret blyantholderen med en fuglecollage lavet af afrevet papir. Ren poesi!

torsdag den 11. april 2013

turkish delight
































Til armbåndet skal du bruge:
  1. Et Pringlespaprør (passer perfekt som armbånd til et barn).
  2. Stof. Kig med på bloggen Family Chic - her er det gamle t-shirts, der bliver brugt.
  3. Sav og saks. 
Sav røret i den ønskede brede. Klip eller riv en ca. 2 cm. bred stofstrimmel og vikl omkring røret. Afslut med et par knuder på indersiden af armbåndet.

Til ringen skal du bruge:
  1. Bølgepap.
  2. En defekt ring, hvor stenen måske er faldet ud.
  3. Saks.
  4. Lim og lak.
  5. En perle.
Klip en tynd strimmel bølgepap. Rul og lim papstrimlen stramt omkring fordybningen, hvor stenen har været. Lad ringen tørre og laker efterfølgende med lak 2-3 gange, eller indtil ringen er stenhård. Placer tilsidst perlen i fordybningen.

onsdag den 10. april 2013

pappynt

Pap er og bliver mit yndlingsmateriale. Tjek lige den her vimpelguirlande ud! Den er lavet af tomme toiletruller.













































Gør som følgende:

  1. Åbn rullen op.
  2. Find spidserne og fold som en trekant/vimpel.
  3. Placer en snor inde i den foldede kant og lim sammen.
  4. Klip vimplen til og dekorer den som du har lyst til.

fredag den 5. april 2013

øvdukke






























Vi ved alle, at det er smadder usundt at undertrykke ens vrede, og at det i værste fald kan gå ud over helbredet. Derfor er det godt, at finde en legitim og acceptabel måde at udtrykke den på. Det er her øvdukken kommer ind i billedet. Den stammer oprindeligt fra USA, hvor den går under navnet "Dammit Doll". Man tager den ganske enkelt i benene og slår den ned i bordet, når man kan mærke, at det hele er ved at være for meget. Dukken kan laves på et hav af måder, men denne ligger ret tæt på firmaet Dammit Dolls udgave af dukken. God fornøjelse med aggressionerne!

onsdag den 3. april 2013

lasagnekunst


...JEG ELSKER (TUN)FRIKADELLER
OG SODAVAND MED BRUS
JEG BOR I NR.11
DET LILLE GRØNNE HUS...

Mal nogle lasagneplader med frugtfarve og lad dem tørre. Inden de er helt tørre lægges de i spænd mellem tunge bøger, for at undgå at de slår sig. Brug en af pladerne som baggrund og klip resten af pladerne i ønskede faconer og lav en collage. "Spice" collagen op med sjove tryk eller pynt med servietdecoupage. Laker tilsidst den færdige collage med decoupagelak på begge sider.

fredag den 29. marts 2013

påske på japansk



















Så vender jeg tilbage til japan igen - jeg kan simpelthen ikke lade være. Den lille hårdtkogte fyr er først dyppet i grøn frugtfarve, og derefter er håret tegnet op med en sort permanent marker. Ansigtet er tegnet med en fin sort tusch og lidt rød frugtfarve - 頂きます  ( god appetit på japansk).

mandag den 25. marts 2013

fra kasse til æg























To plastikkasser blev til tolv æg, som blev til æggeophænget her. Det ser fantastisk ud i vinduet, og skaber næsten en kirkelig atmosfære.
























Lav først en æggeskabelon i den ønskede størrelse. Tegn æggene op på kassens låg og bund og klip dem ud. Brug en permanent marker eller en glas - og porcelænstusch til at tegne motiver med og farvelæg med glasmaling. Man kan også vælge at starte med en bund af glasmaling, og derefter lave konturmotiver med vinduesmaling. Lav tilsidst huller med en hultang og forbind dem med metaltrådsringe som vist på tegningen.


søndag den 24. marts 2013

farve på fåret

























Så lykkedes det mig endeligt at komme i påskehumør. Det skulle egentlig have været et lille lam, men stofpomponen blev bare større og større, og endte tilsidst med at blive til lammets mor. Og så den farve - men sådan går det, når man er lidt for glad for blåbær. Jeg har iøvrigt lovet hende at lave resten af hendes familie i alle regnbuens farver.

































Til et får skal du bruge: 
  1. Stof eller garn og noget karton til pomponen (se med her, hvis du har glemt, hvordan man laver dem). Stofstrimlerne til pomponen skal ca. være 2 cm. brede. 
  2. Fem halve champagnepropper og to halve vinpropper.
  3. Metaltråd og et par øjne.
  4. En sav og en limpistol.
Start med at lave en pompon. Sav propperne over og lim dem sammen som vist på billedet. Form to ører af metaltråd og stik dem ind i siderne på fårehovedet. Lim tilsidst ben, hoved og øjne på med en limpistol.

torsdag den 7. marts 2013

makrelbåde






Tomme makreldåser, korkpropper, pinde, mosgummi og noget maling er alt, hvad man skal bruge til bådene her. Dekorer evt. sejlene med Relief-Liner og pynt bådene med dekorationstape. For at gøre bådene lidt mere stabile, så de ikke vælter så nemt, kan man fylde grus eller sand i dem. Husk at vaske dåserne omhyggeligt inden brug, så lugten af fisk forsvinder.





tirsdag den 5. marts 2013

firben på afveje







































På photoshoot med Trine's firben. Det var meget svært at finde den rette location, der kunne få den lille fyr til at fremstå fra sin bedste side. Men nu, hvor Trine havde brugt så langt tid på at lave firbenet, syntes jeg, at det var vigtigt at få et godt billede i kassen. Og her er det så! Jeg føler mig næsten hensat til Mexico.

onsdag den 27. februar 2013

den manglende brik

Chokoladerne i æsken fik hurtigt ben at gå på, og æsken fik et helt nyt liv som ramme. Det var meget nemt - gør som følgende:
  1. Spis chokoladerne.
  2. Mal rammen.
  3. Fjern overdelen og klip fire stykker af forsiden.
  4. Fold dem som kuber og placer dem i hjørnerne på indersiden af rammen.
  5. Klip et stykke af overdelens bagside, der lige akkurat passer ned i fordybningen hvilende på de fire kuber. 
  6. Lim dit billede på (pap)stykket og placer det i fordybningen.
(Det lød vist alligevel lidt indviklet - håber "it made sense"). Fortvivl ikke, hvis du ikke lige har den samme chokoladeæske, men vær på udkig efter emballage med muligheder for at opnå et lignende resultat.

mandag den 25. februar 2013

metervis af godt initiativ


















I den senere tid har børnene været meget optaget af at fingerstrikke. De er gået i gang på helt eget initiativ, og kan få timer til at gå med det. Her en lille video, hvis I har glemt, hvordan man gør.

fredag den 22. februar 2013

brun i lange baner

Børnene havde længe spurgt om vi ikke snart skulle lave nogle dyr - og især dinosauruser stod højt på listen.  Det ønske skulle selvfølgelig imødekommes, men hvordan? Så fik jeg pludselig øje på kassen med Sizzlepak (ufarvede papirstrimler), som jeg havde gemt siden jul.

Dette fantastiske materiale, der normalt bruges som eksklusivt fyld til kasser og gaveæsker, måtte da kunne blive til et eller andet.

Jeg besluttede at blande papirstrimlerne med tapetklister, og hentede nogle støbeforme med en højre og en venstre del.

Børnene valgte hver en dyreform, og gav sig til at fore de to sider af formen med den klistrede masse i et ganske tyndt lag. Det er vigtigt at de ikke fyldes ud, da figuren ikke skal være massiv. Efter et par dages tørretid var dyrene klar til komme ud af formene. Tilsidst klistrede vi de to dele sammen med tapetklister og lidt ekstra papirmasse. 

Jeg lavede min elefant om til en sparrebøsse. Coco smed den første femmer i.  


mandag den 18. februar 2013

glade små fødder















Hvad skal man dog bruge dem til - hoppeboldene? De skaber ravage rundt om i de små hjem, og er man uheldig, kan man faktisk komme ganske voldsomt til skade, hvis man bliver ramt af en. Jo, jeg tror jeg har fundet svaret - brug dem som massagebolde i fodbadet. Coco syntes det var smadder sjovt at gribe efter de to legesyge hoppebolde med tæerne. Det var lidt svært, men efterhånden fik hun styr på dem og kunne nyde massagen fuldt ud. Badeværelset blev pludselig forvandlet til vores egen lille wellnessklinik med rygnusserier, fodmassage, duftlys og trylleneglelak.

søndag den 17. februar 2013

endelig alene


Jeg blev ellevild, da jeg så Solitairespillet her lavet af en af god kollega. Han har brugt "rigtige" materialer købt i en trælast, men jeg gav mig selvfølgelig straks til at gruble over en genbrugsudgave af spillet. Det må jeg vende tilbage til. Men flot er hans spil, og skønt er det, at få mulighed for at udfordre sig selv. Solitaire er nemlig et enmandsspil, som navnet lyder, og går kort og godt ud på at fjerne en brik af gangen, ved at lade en anden brik hoppe over den. Men det gælder om at være taktisk, for til sidst må der kun være 1 brik tilbage, og den skal sidde i midten af brættet.