I weekenden var jeg og min familie et smut til Malmø. Det gør vi engang imellem, når vi har behov for et lille afbræk fra hverdagens trummerum. Denne gang besøgte vi bl.a. Malmö Konsthall, og så gruppeudstillingen "ODRADEK". Det var en kæmpe oplevelse, som satte mange tanker i gang.
Udstillingen tager udgangspunkt i Franz Kafkas novelle "Familiefaderens bekymring" fra 1917. Den handler om et lille, besynderligt væsen ved navn Odradek, som fortælleren, den bekymrede familiefar, møder nu og da på trappeopgangen. Det ligner mest af alt en krydsning mellem en trådspole og et barn. Det er hverken en ting, et dyr eller et menneske, og har ingen rimelig funktion. Det giver anledning til, at familiefaderen sætter spørgsmålstegn ved dette væsens eksistensberettigelse. "Alt der dør, har indtil da haft en art mål, en art bestilling, og det har det slidt sig op ved; det er ikke træffende for Odradek. Skulle det mon være muligt at han en gang, måske endnu for fødderne af mine børn og børnebørn vil komme rullende ned ad trappen med sytråd slæbende efter sig? Han skader jo åbenbart ikke nogen, men den forestilling at han ligefrem skulle overleve mig, volder mig næsten smerte." (Franz Kafka: Fortællinger, 2008 s. 176-177)
Ja, så melder spørgsmålet sig: Hvad er nyttigt og hvad er ikke? Og hvad er opgaven her i livet?
På udstillingen giver 8 kunstnere deres bud på, hvordan en Odradek kunne se ud. Kafka beskriver det lille væsen således: ”Det ser ved første blik ud som en flad stjerneformet
trådspole, og faktisk synes det også at være betrukket med
tråd; ganske vist er det nok kun afrevne, gamle sammenknyttede, men også sammenfiltrede trådstykker af vidt
forskellig art og farve. Det er dog ikke bare en spole, men fra stjernens midte kommer der en lille tværstav frem, og til
denne lille stav føjer sig så endnu én i en ret vinkel. Ved hjælp
af denne sidstnævnte lille stav på den ene side og en af
stjernens stråler på den anden, kan det hele stå oprejst som
på to ben.”
Der var især en af de 8 kunstnere, der gjorde et særligt indtryk på mig. Det var den amerikanske kunstner Judith Scott, der blev født med Downs Syndrom, og som levede halvdelen af sit liv på institution. Derudover var hun også døv. Hun døde i 2005, 61 år gammel. De sidste 18 år af sit liv viede hun til at kreere fantastiske kunstværker.
Værkerne består af abstrakte former som er pakket ind i et netværk af tråd, garn og tekstiler ved hjælp af en avanceret og uregelmæssig væveteknik. Inde i nogen af disse skulpturer gemte hun små skatte, som hun havde fundet eller stjålet i værkstedet, hvor hun arbejdede. Når man gennemlyser disse værker får man straks øje på de små genstande, som er godt bevaret indenfor.
Judith Scott blev født i Ohio i 1943. Da hun var syv år gammel rådede lægen hendes forældre til at sende datteren på institution. Da blev hun adskilt fra sin sin bedste ven, hendes funktionsfriske tvillingsøster, som hun havde leget og sovet med siden de blev født.
Efter 35 år kunne søsteren ikke holde ud, at Judith blev opbevaret på en institution, og hentede hende hjem til at bo hos sig. Endvidere sørgede søsteren for en plads til Judith på Creative Growth, et visionært kunstcenter i California, for mennesker med mentale eller psykologiske udfordringer. Efter et par år begyndte hun langtsomt at udforske materialene. Judith som ikke havde noget sprog, fandt en måde at udtrykke sig på. Et kunstnerisk sprog ved hjælp af garn, stofrester og andre materialer.
Der er ingen tvivl om, at hendes smukke og sanselige skulpturer taler for sig selv. Det er lang tid siden jeg har følt mig så opløftet efter et museumsbesøg. Jeg blev meget inspireret og begyndte straks at tænke på alt det garn og alle de stofrester, vi har liggende på værkstedet, som bare skriger på at blive brugt. Jeg tror også at børnene ville tage ideen til sig, og nyde at skabe deres egne skulpturer, måske med små skatte gemt indeni.
Efter vi havde set udstillingen, gik vi ind i det tilstødende værkstedlokale, og gav os i kast med skabelsen af vores egen lille Odradek. Her er resultatet:
