lørdag den 14. april 2018

forår for Flora



Efter en lang vinter er det bare så skønt, når forårssolen titter frem, og vegetation og liv vender tilbage med fuld kraft. En forårskrans er den perfekte måde at sige tak til Moder Jord for al hendes skønhed og overflod. 

Kransen er et af de ældste symboler, der findes i verden, og bruges både til at udtrykke sorg og glæde. Cirkelformen gør at den har nogle af ringens symbolværdier; en evighedsdimension - noget uden begyndelse og uden ende - død og nyskabelse. En lang række kranse har rod i antikken. Forårets gudinde Flora havde en blomsterkrans som diadem. Laurbærtræet var Apollons symbol; en myte fortæller, at han elskede nymfen Dafne, der forvandlede sig til et laurbærtræ. Laurbærkranse blev brugt som sejrssymbol i forbindelse med sport, sang og digtning.

Som eksempler på andre kranse kan nævnes brudekransen, luciakransen, adventskransen, majstangens store krans, midsommerkransen. Sidstnævnte er nok den, der har inspireret mig til denne krans. 

Majstangen er så udbredt i Sverige, at den på det nærmeste er blevet et nationalsymbol. Mens danskerne brænder bål og sender hekse til Bloksbjerg hvert år til sankthans, hejser svenskerne majstangen og danser omkring den. Majstangen er oprindeligt inspireret af en tysk tradition, som kom til Sverige i slutningen af middelalderen. Før og efter den traditionelle dans og sang er mad og drikke en væsentlig del af midsommerfejringen. Sild, dildstuvede kartofler og æg og friske jordbær til dessert er en elsket klassiker. Gammel overtro spiller også en stor rolle, for når unge piger binder kranse om håret, og majstangen pyntes med blade og blomster, udspringer det af troen på, at når lyset vinder frem, er alt i naturen ladet med magiske kræfter. Gennem at samle en krans om hovedet eller om stangen kan man fange magien og bruge dens kræfter til den kommende vinter.

MATERIALER:
  • Æggebakker
  • Maling
  • Pensel
  • Lille saks
  • Pap til ring
  • Limpistol

HOW-TO-DO:
  • Klip en krans af pap 
  • Mal den grøn (og beklæd evt. med grønne blade klippet af karton)
  • Klip blomster af æggebakker (her lidt inspiration og vejledning)
  • Mal blomsterne som ønsket
  • Lim dem på papkransen