Lidt i anledning af fastelavn, men også for at hylde historiens måske mest oplagte kunstneriske konstellation, er denne billedmanipulation blevet til. Tim Burton og Lewis Carroll har begge en forkærlighed for historier fyldt med absurditeter, surrealisme, skæv humor og fantasifulde indfald. "Alice i eventyrland" er en fantastisk historie, og i Burton's version, bliver det især en beretning om den vanskelige overgang fra barn til voksen. Om det at have svært ved at passe ind i forhold til omgivelsernes forventninger og normer og om at finde mod til at stå ved den, man er – også når man føler sig anderledes og ’forkert’. Et tilbagevendende spørgsmål i filmen er: Hvem er Alice? Er hun den rigtige eller den forkerte Alice? Ligesom den blå larve Absolem, der forpupper sig og bliver sommerfugl, gennemgår Alice en transformation. Men hvem kommer ud af puppen? Hvilken person udvikler Alice sig til som voksen? På et tidspunkt i filmen beklager Hattemageren sig over at Alice har mistet sin "megethed" - at hun ikke er den, som hun var engang, eller sagt med andre ord, at hun har mistet kontakten til sit sande, ægte selv. Det sker desværre for temmelig mange af os. Vi mister kontakten med vores sande følelser, ønsker og behov. Vi tilpasser os. Men husk vi kan altid finde Hr. Kanin og smutte en tur i kaninhullet for at genfinde det tabte.
