lørdag den 16. juni 2018

et træ til far




Hvorfor skal vi laver træer som farsdagsgaver? Det spurgte en lille pige om, imens vi var godt i gang med at male de juleposer, der snart skulle blive til frodige træer. Og ja, der måtte jeg være hende svar skyldig. Det var nyt for hende, men så typisk mig. Selvom jeg ihærdigt prøvede at tale om "Livets træ" og æbler, der ikke falder langt fra stammen, købte hun den ikke. Hun koblede nok fars dag med kulørte slips klippet i karton, og pokaler med skriften "Verdens bedste far". 
Forudsigelighed kan være en ganske fin ting, men her på værkstedet ved børnene som regel godt, at de kan forvente sig lidt af hvert. De ved, at jeg ikke kan lade være med, at udfordre deres kreativitet og stille krav til deres tekniske og faglige formåen. Men nogle gange kan det ske, at jeg kommer til at skyde over målet, og må erfare, at udfordringen i den igangværende aktivitet ikke matcher færdighederne hos børnene. Det skaber frustration og stress, både hos dem og hos mig. Målet for mig er jo altid, at understøtte flow i undervisningen, da det er super værdifuldt for børnene at opleve fordybelse, engagement og virkelyst. Så trist er det, når tilstanden ikke indtræffer, og børnene brænder inde med en følelse af, at mestring ikke er inde for rækkevidde, og at de ikke er gode nok.

Så grelt gik det dog ikke med træerne, men det viste sig, at være langt sværere end jeg troede. Jeg havde tænkt, at det var en forholdsvis nem opgave: En pose - male lidt, klippe lidt, vride lidt - men nej. At vride stammen og grenene kræver et helt bestemt tarv. Det voldte børnene en del problemer, men med lidt hjælp fik vi i fællesskab produceret en masse smukke træer. Nogle blev pyntet med perler, der skulle ligne æbler, andre blev udstyret med kinesiske lykkemønter. Her kan du se, hvordan de bliver til. God fornøjelse!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar